Frederik Dahl Kehlet
25-12-2018
Carl Oehlenschlager kommer fra Virum-Sorgenfri gruppe, hvor han har været siden 2009. Da han var 15 år gammel deltog han i et fyraftensmøde arrangeret af Future Leaders, efter dette blev han hooked på projektet, og har nu i løbet af de sidste par år været med til at sætte fokus på medborgerskab, ytringsfrihed, demokrati og ungeinddragelse blandt unge i Tunesien.

Alle starter et sted

Carl har jo ikke altid lavet vilde ting rundt omkring i verdenen. Men motivation til at gøre noget sejt har længe været der. Faktisk husker han tydeligt engang, da han som ulv var på hike, det regnede helt vildt, og de var alle sjaskvåde. Hans leder beslutter sig så for at lave et bål, hvilket for Carl på daværende tidspunkt virkede en anelse urealistisk. Men, bålet blev da efter lidt tid tændt. Til stor glæde for ham og de andre ulve, og idéen om at gøre noget sejt, noget overraskende og noget, der imponerede andre, havde fanget Carl.

Spejder er et fællesskab

I spejderverdenen har Carl oplevet og gjort mange ting, der har sat sit præg på ham som person. Men de to vildeste oplevelser han har haft som spejder, er ifølge ham selv:

  1. Da han, som deltager på Diamant Extrem, sammen med resten af kurset, sad i det iskolde vand ved Eltang Vig, Houens Odde spejdercenter, og sang. Det var helt fantastisk at opleve det stærke fællesskab, de havde fået på kun en uge!

  2. Da han var afsted i New York som repræsentant for Tunesien-projektet (Future Leaders), for at modtage FN’s 'Messenger of Peace' -pris. Selvom prisen selvfølgelig var overvældende, var det også mødet med de mange andre spejdere fra steder rundt omkring i verden, der påvirkede ham. Selv var han en af de eneste deltagere fra Europa.

Hvad har Carl fået ud af at være spejder?

For Carl handler spejder om fællesskab, et fællesskab, som er kæmpe stærkt og som breder sig ud over landegrænser og ud i hele verdenen. Man møder spejdere over det hele. Også selvom man ikke rigtig kender hinanden, så er det stort. Lige meget hvor i verden man møder en ny spejder, er det tydeligt, at det er de samme værdier, man deler. Ligeledes er det med de andre danske korps. I bund og grund er vi jo egentlig alle ens.

Udover fællesskabet har spejder også givet Carl en masse erfaring med organisatorisk arbejde og nogle fantastiske venskaber, han aldrig ville være foruden!

3 gode grunde til at lave korps arbejde:

  • Man får en stemme i udviklingen af korpset; I hvordan det skal være at være spejder hos KFUM-spejderne i Danmark.

  • Du vil opleve at få et større medansvar og medbestemmelse.

  • Og så er det skidesjovt: Man vokser med opgaven og slipper det ikke, når man først er kommet i gang.

Et godt råd med på vejen: Giver det mening? Så gør det.

Find ScoutZone

Ny artikel serie. Følg med!

Dette er første artikel i vores nye serie "Ung i korpset". 

Denne artikel, og de kommende. Har med formål, at gøre unge selv opmærksomme på unges muligheder, her ved KFUM spejderne.

I denne artikel serie, får i mulighed for at læse om unge mennesker i korpset. Unge mennesker som har udnyttet mulighederne for at lave noget fedt, og lave noget anderledes. Følg med! 

5 nemme:

  • "Jeg kan faktisk godt lide at vaske op"
  • "Jeg har over 20 spejdertørklæder"
  • "Jeg har en spejdertatovering" 
  • "Jeg har engang brugt 4 uger på at tegne et hus"
  • "Jeg bruger aldrig andet end uldsokker"