Foto: Johny Kristensen
07-11-2018
Roland 2. Adventurespejd. Brejning Efterskole. De er alle sammen begivenheder og tidspunkter, som har været med til at danne mig som person. Havde det ikke været for mål og drømme, var jeg aldrig kommet dertil, hvor jeg er i dag. Priset være målsætninger!

Jeg sidder nu og drømmer mig tilbage til de gamle dage. Dengang hvor man havde al den tid, man kunne ønske sig, og man havde oplevet færre ting, end man har i dag. Jeg kendte ikke særligt mange spejdere dengang - det begrænsede sig lige til min egen spejdergruppe. Selvfølgelig havde jeg været på sommer- og centrelejre, men det var ikke just fordi jeg mødte nye mennesker, nye venner, på de ture. Det var jeg simpelthen for introvert til at gøre.

Men så begyndte jeg at drømme. Jeg begyndte at forestille mig en anden verden, et sted hvor jeg oplevede ting og sager, et sted hvor jeg lærte noget nyt hele tiden. Næsten samtidigt begyndte min spejderleder at presse mig. Han havde hørt om noget udfordrende, noget spændende, noget som man kaldte for patruljeledelses kurser. Han ville have mig af sted på Roland.

Et halvt år senere befandt jeg mig på Port Arthur i slutningen af en kursusuge, som har bragt mig mange oplevelser, beriget af viden om dét at lede en patrulje. Roland 2 gik på hæld og jeg sad og kiggede på min tutor, som gerne ville have nogle ord ud af mig. Vi var i færd med at skabe mig en MAPU - en Mega Awesome Personlig Udviklingsplan - som skulle være en kurs for mig, nogle mål jeg kunne prøve at opnå, for at udvikle mig selv.

Jeg har den stadig hængende over mit skrivebord den dag i dag. Den er egentlig meget simpel. Den giver mig et klart overblik over mine drømme inden for de næste 12 måneder, 3 år og ”Rigtigt mange år”. Den er udformet som en kontrakt, som et slags pres, for at jeg skal opnå målene. Nederst står der: ’Jeg, Markus, ønsker på dags dato d. 2. april 2015, at opnå følgende i mit spejderliv’. Den inkluderer både mål, jeg har opnået, som at blive patruljeleder, samt oplevelser jeg stadig har til gode, herunder det at lede et kursus.

Det er virkelig guld værd at sætte sig nogle mål, sådan så man kan presse sig selv og sige, det her er virkelig noget jeg gerne vil opnå. Noget, der også stod i min MAPU, var, at jeg gerne ville deltage i en masse adventureløb, hvilket jeg også begyndte at gøre. Igennem adventureløbene stødte jeg på de famøse gul-orange tørklæder fra Brejning Efterskole, som altid er repræsenteret på podiet, og som også en dag skulle pryde min nakke og uniform. Uden min MAPU havde jeg måske aldrig deltaget så meget i Adventureligaen, og hvor var jeg så i dag?

Det fede ved en MAPU er, at det er en selv, som har drømt om målene og skabt målsætningerne. Det er ikke ens forældre, lærere eller ledere. Det er en selv, så det er derfor også en selv, som får opturen over at opnå ens mål. Begynd at drøm lidt, skriv dine mål ned og prøv at score på dem. Hvem ved hvor du ender når du får dem opfyldt? Måske et sted, du aldrig havde forestillet dig.

 

Af: Markus Valentin Nielsen

Find ScoutZone

Mød skribenten

37335351_1987706347917440_4351544883010338816_n.jpg

Markus Valentin Nielsen 

Gruppe: KFUM-Spejderne, Ringe gruppe

Spejder år: 8 år