Foto: Frederik Dahl Kehlet
20-08-2017
Spejdersæsonen starter op igen, og i den foregående og kommende uge mødes grupperne rundt om i Danmark igen efter Spejdernes Lejr. Men hvordan sørger du for, at det nye år bliver ligeså godt som det sidste?

Hvad har jeg lyst og tid til?

Hvor meget spejder har du egentlig tid til i din hverdag? Hvor meget har du lyst til? Der er jo tusindvis af muligheder, hvis du vil andet end blot at møde op til et planlagt møde hver tirsdag. Du kan hjælpe til i gruppen, distriktet, korpset eller på tværs af korpsene. Er du gået i gang med efterskole, ungdomsuddannelse eller nået helt tredje, som er nyt for dig, er det her punkt ekstra vigtigt at overveje.

Hvad vil jeg opnå i år?

Hvad vil du helt konkret opnå i år i dit spejderliv. Vil du tage på et kursus? Vil du tage mindst 10 mærker? Skal det være DIG, der skaffer tre nye medlemmer til gruppen, eller skal du måske være med i ScoutzoneRedaktionen? Sæt dig mål, der er realistiske, men som samtidig giver udfordring - og så skal målene selvfølgelig først og fremmest motivere dig!

Hvornår skal jeg hvad?

Hvis alting skal gå op i en højere enhed, er planlægning nøgleordet. Find ud af sammen med dine spejdervenner, hvilke løb I skal på i år, hvilke mærker I skal ta’, og hvilke møder I skal stå for - og selvfølgelig også hvordan og hvornår du opnår dit mål.

Nyd det!

Når du har forventningsafstemt med dig selv, sat mål og planlagt, er det blot at kaste sig ud i det og nyde endnu et godt spejderår.