18-02-2019
Årets hårdeste spejderløb fandt sted den første weekend i februar fra lørdag d. 2. til søndag d. 3. Her blev 150 spejdere kørt til Söderåsen nationalpark i Sverige, hvor 20 timer gik med indviklede opgaver, svær navigation og meget kuperet terræn.
Læs med for at høre mere om sjak 22’s færd på årets Alligatorløb.

Løbet i følge Vulpis Lotium:

Erfaringen fra sidst gjorde os parat

Vulpis Lotium, Sjak 22, deltog også sammen på alligatorløbet i 2018. Ud over det havde havde jeg, Simon, også været afsted i 2017. Vi har begge deltaget på rigtig mange Adventure spejderløb og har sammenlagt 20 års spejdererfaring.

I år havde vi begge prøvet det før og vi kunne derfor trække på nogle af de erfaringer vi fik med fra sidst. F.eks. fandt vi ud af at vi brugte alt for lang tid på små pauser sidst. Og vi lærte også at vi selv skulle have tørt brænde med, for at få tændt bål på madposten.

Sidste år var vi rigtig ærgerlige over at komme 15 minutter for sent til den ene post, så det ville vi meget gerne forbedre. Ud over det havde vi også et håb om at kunne nå ekstraposten i år, hvilket ud over at være utroligt hurtige, også krævede at vi var rigtig gode til madlavning.

I år startede løbet i højt tempo med et O-løb. Vi startede hårdt ud og tog o-løbet i løb, hvilket fik os ført foran i feltet og gjorde at vi var blandt de første der kom frem. O-løbet udløste lokationen for post 0,5 og vi begav os straks derefter ud i det snebelagte Svenske landskab.

Vi kom hurtigt til post 0,5 og post 1, som egentlig bare var nogle gennemgående opgaver der skulle smides i rygsækken, og som vi så kunne kigge på senere på løbet.

Navigationen gik utroligt godt og vi nåede hurtigt frem til Post 2, som var den første post med en reel opgave. Her skulle vi trykke en avisoverskrift med bogstaver som vi klippede ud af en cykelslange. Vi fordelte arbejdsopgaverne således at jeg klippede bogstaver, og min makker gik i gang med at lave den gennemgående opgave, som var en støbeform til et kors.

Vi brugte ikke vildt lang tid og kom hurtigt videre inden vi mistede alt varmen.

Post 3 forvoldte os nogle problemer, da Allikom havde placeret posten et par hundrede meter forkert på kortet. Derfor gik vi rundt i 20-25 minutter for at lede efter posten, og i en svensk skov i februar måned skal man holde et højt tempo for at holde på varmen. Da vi endelig fandt den var vi allerede blevet godt kolde.

Posten gik ud på at sy, så fingrene rystede helt vildt, og det hjalp ikke at der faldt en masse meget vådt sne. Vi skyndte os at få lavet opgaven for at komme videre inden alt varmen ville forsvinde ud af os og vi ville blive til istapper.

 

 

Maden brændte og tempoet faldt

Den næste udfordring vi havde var madposten. Her var vi i næsten 2 timer, fordi vi virkelig ville forbedre vores madlavning i forhold til året før. Vi fik næsten lavet alle dele af maden, men noget af det brændte desværre på, og noget andet blev slet ikke gennembagt. Selv sagt lavede vi  ikke god nok mad til at få adgang til ekstraposten.

Den dårlige nyhed fik tempoet til at falde, samtidig med det, kunne vi heller ikke rigtigt finde den sti som skulle lede os til Post 5.

Da vi endelig fandt den, begyndte det igen at glide som smurt. Der skulle løses en matematikopgave, og laves en læderpung. Vi havde dog glemt læderværktøjet, så det blev en god gammeldags spejderløsning - nemlig gaffa. På den måde kunne vi komme videre og stadig være i front.

Vi fortsatte glidende mod Post 6, hvor vi efter noget vandring i terrænet fandt ud af der var placeret en post 5.5 inden den rigtige post. Det var egentlig bare en død post med et kort klistret fast til et træ, der viste at vi altså skulle vandre et godt stykke ned af en meget glat og overordentlig rigtig træls bakke før vi var ved den rigtige post.

Efter denne uendeligt lange bakke, fandt vi endelig frem til posten. Her skulle vi ind og snakke med kongefamilien i en træhytte de havde bygget til formålet. Fordi vi ikke var en del af adelen, måtte vi ikke bruge den almindelige dør, og skulle altså ud af hytten igennem en hemmelig udgang bag reolen.

Vi skulle hjælpe kongefamilien med at få styr på deres stamtræ, og så skulle vi også lave et snapseglas til kokken, da de var løbet tør. Stamtræet fungerede lidt som en sudoku, hvor nogle ting udelukkede andre. Dette var vanskeligt da vi var godt trætte og befandt os halvvejs igennem løbet. Vi fik lavet en hurtig løsning, og boret et snapseglas ud fra et stykke træ, så vi igen kunne få noget varme af at bevæge os.

Imellem post 6 og post 7 gik motivationen virkelig ned af bakke. Vi var trætte, vores ben og fødder var ømme, og det var stadig nat. Samtidig blev ruten stejlere, og bakkerne uendeligt lange, hvilket fik vores tempo ned på sit laveste for hele weekenden.

Efter nogle utrolig hårde og lange kilometer nåede vi endelig frem til post 7, kun et kvarter før den lukkede!

Vi var nu så smadrede, at vi kun fattede halvdelen af opgaven, og det første vi gjorde var at brede vores liggeunderlag ud, så vi i stedet kunne ligge og kigge på stjerner på den flotte nattehimmel. Vi fik lige samlet kræfter nok til at støbe korset i vores støbeform, samt løse en kode. Vi fik aldrig løst selve posten, hvilket vi senere fandt ud af var at vi skulle have lavet øllebrød.

 

 

Dagslyset gav kræfter til mål

Da vi havde lavet en lille smule på post 7, stod vi lige i 10 minutter ved deres bål, og tørrede vores tøj bare en smule. Det nederste af vores bukser var næsten gennemblødt af alt den våde sne hele natten.

Vi fik samlet vores ting og begyndte at gå mod post 9. Man kunne tydeligt mærke at vi havde fået en masse energi af dagslyset, for nu var vi ikke længere trætte. Vores ben var dog stadig ømme, og fødderne begyndte også at skrige efter hjælp.

Vi nåede post 9 uden de store problemer, og her skulle vi så endelig vise det cirkusnummer vi havde forberedt hjemmefra som foropgave. Ud over det skulle vi også lave en grime til cirkusets zebra, da deres egen var gået i stykker. Vi fik med lidt besvær bundet en fin grime af et reb. Nogle af knobene var lidt hjemmelavede og ikke helt de rigtige, men den fungerede. Derefter præsenterede vi vores cirkusnummer, hvor min makker bankede et stort søm op i næsen med en hammer - med vilje selvfølgelig!

Vi er lidt usikre på hvad de synes om det, men dommeren så lidt skræmt ud.

Post 10 lå en god distance væk, og vi skulle også igennem nogle ret hårde bakker og et meget vådt moseområde. Efter at være blevet snydt med en post 9,5 og fik tegnet den rigtige post 10 ind, fandt vi den ellers smertefrit.

Posten gik ud på at tegne. Og da ingen af os er særlig gode til at tegne, fik vi lige hurtigt lavet tegningen ud fra beskrivelsen, og så smuttede vi ellers videre. Vi sørgede for ikke at bruge lang tid på posterne, for nu var vi blevet ordentligt trætte i benene.

Vejen hen til post 11 var igen ret lang, og denne gang med en rigtig dyb kløft, som vi først skulle ned i for derefter at gå op på den anden side.

Vi fandt en sti der førte igennem den, men den bestod af en masse meget glatte trapper. Denne kløft trak virkelig tænder ud, og det var her jeg personligt var mest presset på årets løb. Jeg måtte tage det ét skridt af gangen, og bare fortsætte til den uendeligt lange trappe endelig stoppede ved toppen. Vi var helt smadret efter den trappe, men vi satte bare i gang så vi var sikre på at nå post 11.

Vi fandt posten, hvor vi skulle løse endnu en matematikopgave. Vi fik i hast skrevet nogle ting ned, og fik bare afleveret opgaven igen. Vi var højst 10 minutter på posten, da vi nu havde ret travlt for at nå i mål til inden klokken blev 14:00. Man får 5 minuspoint pr. Minut man kommer for sent, så det er vigtigt at komme til tiden!

Da vi checkede ud bevægede vi os nu målrettet mod Gillastugan, hvor løbet sluttede. Vi satte for første gang i lang tid tempoet helt i top, da vi ville være helt sikker på ikke at komme for sent og få en masse minuspoint. Vi var efterhånden helt kvæstet i benene, og vi var så klar til at afslutte løbet. Det eneste, der holdt os kørende, var, at næste post var mål.

Da vi endelig, efter det der føltes som en evighed, ser de røde træhytter ved Gillastugan, faldt vi næsten om af glæde! Vi smed vores rygsæk på en bænk, og ordnede lige de sidste detaljer på vores kors, før vi endelig checkede ud af Alligatorløbet 2019. Det var en sejr i sig selv at stå i mål, og næsten have nået alle poster. Det sidste vi gjorde var at få taget vores målbillede foran den røde træhytte, og så glædede vi os bare til at tage mod Danmark igen.

 

 

Resultatet af Alli 2019

Efter vores anden gang på Alli sammen, kunne vi nu skrabe point nok sammen til en samlet 26. plads, ud af de i alt 75 sjak der deltager. Vi fik 253 point, og er derved godt tilfreds med vores præstation. Men mon ikke lige vi kan skrabe kræfter nok sammen til at forbedre placeringen til næste år.

Alligatorløbet har 5 kategorier som man kan vinde. Vinderne af disse kategorier er:

Konkurrence (15-23 år): “Kurs mod fjerne lyster” med 397 point

Oldboys (24+): “Danny D” med 441 point

Newcomer (Førstegangsdeltagere): “Niels og Anton” med 311 point

Dame sjak: “Festpådansebar” med 368 point

Mix sjak: “Antibjørnene” med 313 point

Selvom vi ikke vandt løbet i år, har vi stadig taget nogle rigtig gode erfaringer med os. Vi ved hvad vi er gode til, og vi ved også hvor vi skal have øvet lidt inden næste Alli.

Personligt skal vi helt klart afsted igen næste år. Tredje gang er lykkens gang, som man siger ;-)

Ses vi i Sverige næste år?

Vil du fortælle om dine egne oplevelser?

Kunne du tænke dig selv at skrive om en fed spejderoplevelse, enten på et løb, en spejderlejr eller på en rejse, så tag kontakt til os i ScoutZone på vores mail: scoutzone@kfumspejderne.dk. Måske din spejderoplevelse bliver den næste man kan læse her på siden!

Sjak 22 - Vulpis Lotium

Sjak 22 ved mål på årets alli