Foto: Frederik Dahl Kehlet
17-04-2018
I weekenden 13.-15. april var 29 patruljer afsted på spejderløbet Seditio 2018.
I år startede løbet ved AQUA i Silkeborg, og turen gik til Ry inklusiv en bustur midt på løbet.
Denne gang handlede det om landet Bismuth, som erklærede krig imod landet Cadmiae, hvor spejderne befandt sig.

Cadmiae i atomkrig

Historien på Seditio 2018 startede i landet Cadmiae, hvor alle spejderne var blevet inviteret til fredskonference, som en fortsættelse til sidste års løb, der blev afsluttet på fredlig vis.

Under denne fredskonference erklærede landet Bismuth krig mod Cadmiae, og spejderne skulle være med til at finde ud af, hvordan Cadmiae skulle takle dette.

Spejderne var derfor rundt omkring i landet for at snakke med forskellige personer med forskellige holdninger til atomvåben.

De blev f.eks. mødt af en gruppe hævngerrige kvinder, som havde mistet deres mænd i denne krig, og derfor bare ville have den afsluttet med en atombombe her og nu.

Spejderne mødte også nogle hippier, som for alt i verden ikke ville blande atomvåben ind i en krig og allerhelst bare ville have fred i verden.

Senere mødte spejderne også to typer militærfolk. De første ville ikke smide nogen atombombe, da de mente at traditionel krig med skydevåben er meget mere rigtigt. De andre var en flok dovne soldater, som egentlig bare ville spille noget dart og drikke nogen øl. Derfor; meget hurtigere og nemmere med atombombe.

Til sidst ankom spejderne så til præsidentens palæ, hvor de skulle bestikke præsidenten til enten at smide atombomben eller lade være.

Valget endte på at lade være med at smide en atombombe.

Hvad hverken spejderne eller Cadmiaes regering ikke vidste var, at Bismuth også havde atomvåben. Da spejderne havde forladt Cadmiae, blev en atombombe smidt over landet og udslettede hele befolkningen.


 

 

Bred vifte af poster

Seditio har et bredt udvalg af opgaver, man kan komme ud for undervejs på løbet. Der er både opgaver for de kreative og nogle for de mere håndværksdygtige spejdere.

I år kunne man f.eks. komme ud for at lave bannere til at demonstrere mod atombomber med. Man kunne blande kemiske stoffer og støbe en atombombe af gips. Der var også en post, hvor man skulle støbe fredsamuletter af ostevoks i en hjemmelavet støbeform.

Ud over disse fremstillingsopgaver var der også forskellige klassiske spejderopgaver. Der var blandt andet koder, forhindringsbaner og førstehjælpsopgaver.


 

Det særlige ved Seditio

Seditio skiller sig ud fra andre adventureløb på en del punkter. En af de helt specielle ting er, at alle spejdere ikke kommer på de samme poster. Undervejs på løbet skal deltagerne vælge side, og de skal træffe beslutninger, som påvirker resten af deres weekend. Derfor er der ingen der kender slutningen på løbet, før alle patruljer er nået i mål. Først her ved teamet, hvad spejderne har valgt, og altså dermed hvordan løbet slutter.

Et andet sted, hvor Seditio har en tendens til at give spejderne lidt udfordringer, er i forhold til kortlæsning. F.eks. fik man i år et kort, hvor der ikke var nogen veje eller stier på. Der var kun skov, søer og nedløbsriste tegnet ind på kortet.

 

 

Seditio 2018 i tal og fakta

Ruten på Seditio 2018 var foruden ekstraposter 35 km lang.

Der var 127 deltagere fordelt over 29 patruljer.

Der var 9 poster på løbet, hvor 2 af posterne var forskellige, alt efter hvad spejderne valgte.

27 patruljer gennemførte løbet.

Der var over 100 hjælpere til at få Seditio 2018 til at fungere.

Seditio er planlagt af Adventure Gruppen.

Patruljen “Gul port, Langt løb” vandt Seditio 2018.