Foto:Anton Falk
22-09-2017
Nathejk startede som altid den 3. fredag i september; denne gang i Jyderup.
Nathejk er Danmarks største spejderløb med ca. 650 tropdeltagere og 120 seniorer.
Løbet foregår altid på Sjælland og strækker sig over 36 timer fra fredag til søndag.
Meningen er at komme fra start til slut, naturligvis uden at din patrulje bliver fanget af banditter undervejs.

Gangsterne mod politiet

Historierammen i år byggede på et forbud mod nydelsesmidler i 1930’ernes Chicago. Her havde borgmester Wantmore besluttet, at alt sukker, alkohol og andre former for nydelsesmidler skulle afskaffes.

Befolkningen blev ikke glade for dette, og gangsteren Don Parcelli fik hjælp fra en masse spejdere til at smugle forskellige former for nydelsesmidler.

Wantmore skulle have dette stoppet og tilkaldte derfor forstærkning i form af mere politiet, der skulle fange disse smuglere.

Smugling på Vestsjælland

Nathejk 2017 startede i Jyderup og sluttede i Slagelse med en kæmpe oplevelsespost i en stor lagerhal.

Den direkte rute var omkring 35 kilometer lang, men når man går omveje og prøver at snige sig uden om banditterne, bliver det til en del mere - og så endda på marker og i skov det meste af vejen. Selvfølgelig langt størstedelen i mørke som løbets navn antyder.

De få rå

Ud af de 153 patruljer, der startede i Jyderup, kom kun 3 patruljer hele vejen til mål uden at blive fanget. Disse 3 patruljer får så æren af at kunne sy et sort Nathejk-mærke på deres uniform. Dette mærke er siden 2009 kun givet til 13 patruljer.

En af de patruljer, der ikke blev fanget, var Barkley fra Brejning efterskole.

Barkley var ude på en ca. 80 km lang tur.

Patruljen stødte på åer flere gange i timen og har været ude og gå i vand til knæhøjde; en enkelt gang endda helt til brystet. Barkley gjorde mest i at snige sig, og løb kun når de skulle væk fra de “farlige” steder som åbne marker og veje.

Patruljen blev faktisk kun set 2 gange under hele løbet. De var dog gode nok til at slippe væk i begge tilfælde.

Patruljen, der var afsted, bestod af 3 Nathejk-veteraner og en rigtig god løber. Anton fra Barkley har endda fået det sorte mærke før, og Asger var utroligt tæt på sidste år. Derfor havde patruljen masser af erfaring at køre ud fra, og kunne derfor snige sig uden om alle banditterne.


Statistik fra 2017

Nathejk 2017 startede med 153 patruljer bestående af 632 spejdere. Ud af disse gennemførte 147 patruljer, der svarede til 575 spejdere.

Der var 0 skadestuebesøg, nødtelefonen fik 40 opkald, og de snakkede med spejderne i tilsammen 8 timer.

Patruljerne blev til sammen fanget ca. 2100 gange... eller i gennemsnit 13,7 gange pr. patrulje.