Foto af: Laura Stæhr Tranevig
16-10-2017
Dilleløbet 2017 foregik som altid i Nordsjælland, første weekend i oktober. Her havde Royal Canadian Mounted Police (RCMP) igen nogle problemer, der skulle løses.
Løbet består af 52 sjak, af 2 personer, og strækker sig over 24 timer.
Mellem posterne går man ca. 25-30 km, hvis man altså kan finde ud af kort.

Hvor er McArine?

I år var der en kæmpe tilvandring af skotter til Canada. Derfor var foropgaven at lave en sækkepibe, som skulle bruges i starten af løbet. Her hører man, at en skotte ved navn McArine er forsvundet, og han skal findes fordi, hans niece er den eneste tilbage til at overtage de mange højborge. Niecen er blevet sendt væk for at beskytte McArine.

RCMP var derfor på sagen for at finde McArine, og de havde så tilkaldt spejderne til at hjælpe dem. Derfor skulle spejderne rundt i Canada og snakke med forskellige skotter, for at høre om de vidste noget om McArine.

De fede poster

På turen rundt i Canada mødte spejderne en masse vanskeligheder og opgaver, der skulle løses. F.eks. kom de til et sted, hvor man skulle krydse vandet. Derfor måtte spejderne hoppe ombord i Crazy Joe’s færgeoverfart. Her skulle spejderne - via en stor balje - sejle over et stykke vand, helst uden at vælte ned i vandet selv ;-)

Spejderne kom også til en bar ved navn “Den lystne bæver”.

Her havde de brug for hjælp til at destillere alkohol, så de kunne få fyldt baren op igen.

Om morgenen efter soveposten var spejdernes opgave at lave morgenmad til de tømmermændsramte skotter. Menuen bestod af Arme riddere, der skulle laves på bå, et blødkogt æg og lidt citron.

Ud over det skulle spejderne fremstille en stempelkande, af en gammel glasflaske, et stykke træ og en bøjle.

 

Årets vinder

Vinderne af årets Dille løb blev Barkley fra Brejning efterskole. De vandt kæmpe stort med over 100 point mere end 2. Pladsen.

Vi har snakket lidt med dem om deres tur på Dille:

“Det her var vores første gang på Dilleløbet, hvilket betød der var mange ting vi ikke vidste. Folk grinte lidt af os, da vi ikke vidste, hvad der var ekstraposter, og hvad der var rigtige poster.

Noget af det sjoveste vi kom ud for var, da vi ankom til en post, der skulle forestille en kirke. Vi var de allerførste på posten, og så snart vi trådte ind begyndte der orgelspil og korsang. Hele postteamet var bare virkelig sjove, og vi var begge flade af grin; det var jo ikke ligefrem verdens bedste kor. Det værste ved årets løb var, at det regnede konstant i ca. 8 timer, og det hårdeste var også, da vi lige havde været på sovepost og skulle hoppe i vores gennemblødte sko og sokker igen.

Generelt gik Dille ret problemfrit, men vi bøvlede dog lidt med at få tændt ild med ildbor. Vi kunne bare ikke få ilden til at tage fat, og det krævede også 10-11 forsøg.

Det sværeste var også at finde rundt i strukturen og historien, det havde vi jo ikke prøvet før.

For at vinde Dille skal man have styr på sin forberedelse. Man skal have alt med fra pakkelisten, og det skal bare fungere. Og så er det selvfølgelig vigtigt at have det sjovt, det gør alting lidt lettere.

FIND SCOUTZONE