Har du Danmarks sejeste patrulje? Kom og deltag i kvalifikationen til DM i Spejder, hvor kun de bedste trop- og seniorpatruljer vil komme videre til finalen. For at det bliver jer, må I udvise de bedste samarbejdsevner samt de bedste enkeltstående præstationer.
Startdato: 13-04-2018 19:00
Slutdato: 15-04-2018 13:30
Pris: 275 kr.
Tilmeldingsfrist/deadline: 28-03-2018
Max antal deltagere:
Arrangørs navn: Jens Erik Nielsen
Arrangør e-mail: Spejder6840@hotmail.com
Arrangør telefonnummer: 42450068
Lokationsnavn: Terp Spejdercenter
Lokationsadresse:
Terpvej 4B, 6740 Bramming
Tilmeldingsadresse:
Tilmeld dig her

Der bliver fart på rundt omkring på De Grønne Centre når 1. del af DM i Spejder afholdes. Hundredvis af spejdere vil konkurrere om finalepladserne, og der vil blive dystet på en lang række af de traditionelle og mere utraditionelle spejderfærdigheder.

DM i Spejder er en konkurrence udarbejdet af KFUM-spejderne. Alle spejderkorps er velkomne, men konkurrencen vil følge aldersinddelingen samt arbejdsstoffet hos KFUM-spejderne.

DM i Spejder er for alle uanset hvad oplevelse man ønsker at få ud af det. Nogen deltager for at gå hele vejen til toppen af podiet, og andre deltager for at få en god oplevelse sammen med en masse andre spejdere. Vi håber derfor at alle kommer med og får en god oplevelse. Vi garanterer at der vil være plads til alles ambitioner.

Konkurrencen vil være inddelt i 3. Alle De Grønne Centre vil tilbyde en juniorkonkurrence, hvor alle 4. og 5. klasser kan komme og dyste om at blive den sejeste patrulje i de distrikter som er tilknyttet dette center. Disse kan altså ikke kvalificere sig til finalen, men vil i stedet få titlen ”regionsmestre”.

I tropskonkurrencen som gælder for 6-8. klasse samt seniorkonkurrencen for 9. klasse og op til og med 17 år, vil en god præstation kunne betyde kvalifikation til finalen. Cirka 30% af alle deltagende patruljer vil kvalificere sig til finalen.

I kan læse meget mere om regler for patruljesammensætning på arrangementets hjemmeside hvor I også kan finde masse af andet information: www.dmispejder.dk

Praktisk info:

  • Der overnattes i telt/bivuak og alle patruljer skal selv medbringe dette. Der skal desuden medbringes patruljekasse, samt øvrigt udstyr der findes nødvendigt til en weekend udendørs med mad over bål. Mere info vil følge til tilmeldte patruljer.
  • Det forventes at alle tilmeldte grupper bidrager med minimum 1 leder.
  • Det er muligt at ankomme fra fredag kl. 19. Selve konkurrencen vil starte lørdag kl. 09.30 og inden da skal patruljen have klargjort en lejrplads med minimum: Overnatning, bålplads, fedtfælde. Lejrpladsen er i 2018 IKKE pointgivende, men almindelige lejrpladskrav i forhold til f.eks. brandfare og hygiejne skal naturligvis følges.
  • Prisen inkluderer alle måltider fra lørdag morgen og til og med frokost søndag. Prisen er den samme uanset om ankomst er fredag eller lørdag.

Hvilke distrikter deltager her?

Hos KFUM-Spejderne deltager følgende distrikter på centeret.

  • Nydam distrikt
  • Hærulf distrikt
  • Guldhorn distrikt
  • Kongeå distrikt
  • Hærvejens distrikt
  • Ho Bugt distrikt

De øvrige spejderkorps kan frit vurdere hvor de vil deltage i forhold til deres geografiske placering.

I kan følge DM i Spejder på Facebook på: https://www.facebook.com/DMiSpejder/

Spørgsmål til DM i Spejder kan stilles til enten det grønne center der ønskes deltagelse på eller til DM i Spejders projektgruppe på dm@kfumspejderne.dk

Vi håber at se alle de danske spejdergrupper til nogle hyggelige konkurrencer!

Pris

Vær opmærksom på, at prisen er 275 kroner for spejdere, mens ledere er gratis.