Forfatter: Rolandposten

Snobrød og popcorn over bål er måltider, selv vikingerne kendte til. Men har du nogensinde tænkt på, hvordan verden ville have set ud i dag, hvis ikke toasten var opfundet? Nej, vel. Toast må der til, både hjemme og på lejr.

Nu er det jo ikke lige sagen at slæbe mors nye OBH-toastmaskine med på lejr. Derfor får du her et forslag til, hvordan du kan lave din egen bål-toast.

Bagepladen saver du midt over med nedstrygeren. Brug filen til at fjerne de skarpe kanter. Bor 3 huller i de to stykker bageplade og sav gevindjernet over på midten.

 

De to bagerste huller er til gevindjernet, og det forreste er til håndtagene, som du kan lave af et smukt stykke træ.

Håndtagene sættes på de halve bageplader med bolte og møtrikker. Gevindjernene stikkes gennem hullerne i begge plader og sættes fast med møtrikker.

Nu er det bare med at lave et bål, så du kan få testet dit nye toastjern. Dine toast kan så ligge og riste mellem de to bageplader, som du presser sammen og lægger i bålet.

Den klassiske toast er skinke og ost mellem to skiver brød, men en toast kan laves med meget andet spændende indhold. Prøv en “Rolandtoast” med roulade og ananas. Eller hvad med en “Baden-Powell Surprise” med leverpostej, bacon og spejderhagl.

Uanset hvilken type toast, du vælger at lave, er det en god ide at komme smør på pladerne, inden du starter. Båltoast kan let brænde fast!

God appetit.

Varighed

Materialer

50 cm gevindjern 8 møtrikker 2 bolte Boremaskine Nedstryger Fil En gammel bageplade De madvarer. du vil lave toast af

Deltagere

Min. 3

Max. 9

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer