Foto: Getty Image
29-05-2018
Alt for meget plastik ender i havet - enten bevidst eller ubevidst. Hvad kan vi i dagligdagen gøre for at forhindre dette?

Plast i havet

Alt for meget af det plastik, som mennesker bruger dagligt, ender i verdenshavene. Her bliver meget af det desværre spist af dyrene. Plastik kommer ud i havet på mange måder. Det kan bevidst eller ubevidst være tabt af et menneske og herefter ført med vinden derud. Det kan også komme via kloakvandet eller stamme fra et skib.

Hvis vi fortsætter med at sende plastik til havs, vil der i 2050 vægtmæssigt være en større mængde af plastik, end der vil være af fisk. Plastikken er farlig for havets dyr, da de kan blive viklet ind i det eller forveksle det med rigtig mad.

Aktivitet

Klassiske karklude indeholder mikroplastik, som man ikke kan se. Hver gang man vasker dem, bliver de små plastpartikler udskilt og ryger med vaskevandet ud i kloakken, gennem rensningsanlægget og videre ud i havet.

I kan selv sørge for at bruge mindre plastik ved at lære at strikke eller hækle jeres egne karklude til spejderhytten, lejrudrustningen eller til jeres familie. Der findes masser af nemme opskrifter på nettet.

I kan også sy pakkeposer uden skadelige plastfibre til jeres lejrtur, så I slipper for at bruge plastikposer til jeres tøj og sko, når I skal pakke rygsækken.

Refleksion

Snak om de situationer, hvor I bruger noget lavet af plastik. Behøver I det? Eller kan I bruge et andet materiale? Har I ting lavet af plastik i lejrudrustningen? Kunne I bruge noget andet? Sorterer I jeres plastikaffald og afleverer det til genbrug? Hvad skal man gøre, hvis man ser et “skovsvin” smide plastaffald på stranden?

Deltagere

Min. 1

Max. 99

Skaleringsmuligheder

Til de yngste kan I lave et skildpadderace, der symboliserer plastik i havet:

  • Lav en firkantet bane, som er havet. Spejderne skal nu være henholdsvis skildpadder og plastik, der flyder rundt.
  • Dem, der er plastik, går krabbegang. Dem, der er skildpadder, kravler.
  • Skildpadderne skal nu forsøge at ‘svømme’ gennem havet (fra den ene ende til den anden) og undgå at blive ramt / fanget af plastikken.
  • Bliver en skilpadde rørt af plastik, bliver de selv til plastik.
  • Den sidste levende skildpadde, der gennemfører en svømmetur på tværs af havet uden at blive fanget af plastik, har vundet.