Foto: Getty Image
28-05-2018
Imellem 1954 og 2014 har Danmark taget imod 2450 flygtninge i gennemsnit hvert år.
Men hvordan er det egentlig at være flygtning?

På flugt

Det er blevet en realitet, at flere og flere flygter fra deres hjem og rejser til Danmark og resten af Europa. Der er mange grunde til at flygte, både pga. krig, ufred og dårlige levevilkår, men også i drømmene om et bedre liv andre steder.

For at standse behovet for at flygte er vi nødt til at samarbejde om både at sikre fred i de egne, hvor der er krig, sørge for at der er mad, vand og sanitet, så man kan overleve, og samtidig sikre, at der er jobs og økonomisk vækst, så der er arbejde til alle.
Der er mange ting, der skal gå op, for at det bliver bedre. Samtidig er det vigtigt at forstå, hvad en flygtning er villig til at udsætte sig selv for, i håbet om et bedre liv.

Sammen med dine spejdere kan I planlægge et spejderløb, der sætter tingene på spidsen, for bagefter at tale om, hvad der skal til, for at I ville flygte fra jeres hverdag?

Aktivitet

Alle deltagere tildeles en ny ‘identitet’, et ‘pas’ og et tilfældigt ‘pengebeløb’. Lad dem udfylde deres pas med de oplysninger, de får på deres ‘identitet’, sådan at alle har forskellige udgangspunkter.

Igennem deres nye identiteter deles de ind i ‘familier’, alt efter hvilken identitet de har fået tildelt. Man starter selvfølgelig med at skulle rejse fra sit hjemland til et nyt land.

Lav en sjov rute de skal gå. De skal selvfølgelig ikke kende ruten, inden de starter deres ‘rejse’. Undervejs stoppes de af folk, der kan hjælpe dem videre, som beder dem om at gøre noget for dem, for at de kan hjælpe dem i den rigtige retning, (det er selvfølgelig sjovest, hvis hjælperne lever sig ind i rollerne).

Det er en god ide at bestemme på forhånd, hvor hårdt det skal være for dem ved hver hjælper.

Det, de kunne blive bedt om at gøre, kunne f.eks. være:

  • Smugle penge med videre.
  • Blive bedt om at huske alle detaljerne fra passet, inklusiv en underskrift.
  • Skulle krydse en å eller et vandløb på flugt fra at blive opdaget.
  • Hjælpe en anden flygtning med at tænde et bål for at holde varmen.
  • Udøve førstehjælp på en anden flygtning.

Ruten skal slutte i en flygtningelejr, hvor de selvfølgelig tjekkes for ulovligheder. En god effekt kunne være at lave ‘overlevelsespakker’ til ‘familierne’, med f.eks. et tæppe, lidt brød og noget vand, sådan at deltagerne også får en oplevelse af, hvad det ville sige at komme til en flygtningelejr.

En anden effekt kunne være at have nogle hjælpere til at lege ‘lokale’, der står og snakker ’grimt’ om flygtningene, for at vise dem om nogle af de fordomme, flygtninge møder på deres vej.

Refleksion

Til en aktivitet som denne hører naturligvis en del refleksioner. I nogle tilfælde giver det god mening at sammenligne, hvad spejderne tænker inden løbet og også bagefter.

Spørgsmål du kan stille dine deltagere før løbet kunne være:

  • Hvordan tror I, det er at være flygtning?
  • Hvordan tror I, flygtninge bliver behandlet? Bliver alle behandlet ens?
  • Hvilke midler tror I, de har adgang til? Og tror I, alle har adgang til de samme midler?

Spørgsmål man kunne stille efter løbet:

  • Hvad har I lige oplevet?
  • Hvordan tror I nu, det er at være flygtning?
  • Hvad tror I, meningen er med at I skal opleve dette?
  • Hvordan kunne velhavende aktører hjælpe folk i nød?
  • Hvad ville få jer til at overveje at flygte?
  • Hvor ville I flygte hen?

Skaleringsmuligheder

Det kan være sjovt, hvis man starter dette løb på en kaotisk måde, og det er selvfølgelig altid sjovt med en masse effekter.

Det kunne være udklædning, høj arabisk musik, eller at de skal løse opgaver, f.eks. løfte dæk, flytte brænde eller skrive et digt for at tjene penge, inden de kan flygte fra det land, de er havnet i.

Det kunne være på en plads i ‘hjemlandet’, og så skal de forbi en grænse og vise deres pas, hvor de selvfølgelig skal snyde sig forbi.

De kan også skulle tjene penge for at skaffe informationer om ruten. Det kunne f.eks. være, at de kan få at vide, hvilket land de ender i, og om der er ledige pladser på flygtningelejre i det land. Sådan at de kunne snyde sig til informationer, altså jo flere penge man har, desto nemmere er det at finde ud af ting.

Tid:

  • Hvis man vil lave det kortere, kan man nøjes med kun at lave ‘flugten’.
  • Hvis man vil lave det længere, kan man bruge forskellige af de nævnte forslag her.

Hvis man vil skalere til yngre spejdere:

  • Det kan hjælpe, hvis man starter med at snakke om, hvad det er, og derefter sender dem på ‘flugten’.
  • I stedet for at lave det til et løb, kan man også nøjes med at gøre det til en snak om flygtninge.