Forfatter: Jesper Balle

Denne aktivitet stammer fra Aktivitetshæfte for patruljeledere, der er lavet af Jesper Lunau efter 2½ måneds ophold i Mongoliet.

Historie

Uanset hvordan du rejser på landjorden i Mongoliet, skal du på et eller andet tidspunkt krydse en flod. Selv om du kører i bus, så er der stor sandsynlighed for, at du skal ud og krydse floden, fordi bussen ikke kan klare vægten. Floderne skal krydses, og det er ikke altid, at man kan komme så nemt over. Hop fra sten til sten med dine rejsekammerater lige bag dig.

Regler/forklaring

Aktiviteten går ud på at krydse en flod. Floden er dog fiktiv, da det ellers ville give alt for våde fødder.

Ideen er, at der er min. 2 hold, der hver har et passende antal stole. Hvis de f.eks. er 5 mand på et hold, er 3 stole nok, fordi man sagtens kan stå 2 på en stol. Den sidste stol er stillet op som holdets målstol!

Det gælder nu om at tilbagelægge en bane hurtigere end det andet hold. Man må ikke røre jorden. Hvis man gør det, skal hele holdet starte forfra.

Hvis man synes, spejderne er for gode, kan man fjerne en stol fra deres beholdning. Så bliver legen straks meget sværere.

Deltagerne er nødt til at samarbejde og skal hele tiden have transporteret den bagerste stol op foran, så alle kan rykke en stol frem (og så igen flytte den bagerste stol). Vinderne er naturligvis dem, der først har krydset floden.

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer