07-04-2016

Lys til kyndelmisse

Kyndelmisse er lysenes fest. Men alle de lys er slet ikke så godt for indeklimaet, eller miljøet. Paraffin- og stearinlys udsender mange små partikler når de brænder, som ikke er gode for lungerne. Voksen til sojalys og palmelys transporteres langt, og behandles nogen gange med mange kemikalier. Heldigvis findes der et godt alternativ, som man selv kan lave. Nemlig lys i bivoks!

Lys i bivoks

Materialer

  • Bivoks (enten i plader, som rulles til lys, eller i en “brik”, som smeltes og støbes til lys)

  • Væger

  • Evt. syltetøjsglas og tomme fyrfade fra fyrfadslys, til at støbe bivoksen i.

Rullede lys

Bivokspladerne skæres ud. Det er kun fantasien der sætter grænser, men som udgangspunkt er der tre forskellige typer. En lang strimmel bliver til et lille, tykt fyrfadslys. En firkant bliver til et højt lys, som man kan sætte i en lysestage. Og en trekant eller en skæv trapezform, bliver til et højt, spidst lys.

Først varmes bivokspladerne op i ovnen, ved 45-50 grader i ca. 30 minutter. Derefter skæres de ud i de ønskede former. Man kan holde de plader, man ikke arbejder med, varme, ved at vikle dem ind i et viskestykke eller et håndklæde.

Dernæst klippes vægen til (hellere lidt for lang, end lidt for kort), lægges ud i den ene side, og man begynder at rulle så stramt man kan.

Lyset skal være rullet så stramt, at man - når man holder det op mod lyset - ikke kan se igennem det.

Lysene kan pakkes ind i avispapir, når de skal transporteres hjem. Så knækker de ikke så let.

 

Støbte lys

Rengør de glas og beholdere du vil bruge, grundigt. Smelt bivoksen over vandbad. Det kan være svært at få skålen ren igen, så man skal ikke bruge mors aller bedste. Bivoksen smelter hurtigst, hvis brikken er skåret i lidt mindre stykker.

Hvis du har købt vægetråd på én lang rulle, kan du holde vægen på plads i glasset, ved at binde den om en lille pind, som kan ligge oven på glasset, mens vægen hænger ned i. Sørg for at vægen når hele vejen ned til bunden!

Ellers kan man købe væger med en lille “metalfod”, som man kender dem fra fyrfadslys. De kan selv stå, men det kan stadig være en god idé med en lille træpind, til at holde vægen på plads, så den ikke glider ned i glasset.

Sæt vægen ned i glasset, og hæld den smeltede bivoks over. Lysene kan enten sættes til at størkne ved stuetemperatur, natten over, eller i køleskabet et par timer, alt efter størrelsen.

Om væger

Det er vigtigt, at vægen passer til størrelsen af lyset. Så undgår man at lyset løber, eller går ud. Væger kommer i forskellige tykkelser, eller vægestørrelser. Vægestørrelsen udregnes ganske nemt:

Lysets diameter dobles op og der fratrækkes 1. F.eks. lys med en diameter på 5 gange 2 = 10 minus 1 = vægestørrelse 9.

 

Det er desuden vigtigt at klippe vægerne til, så lysene ikke soder. Vægen klippes til, så den stikker maks 1 centimeter, over bivoksen.

 

Tuna torch

Prik med en saks eller gammel dolk et hul i låget af en dåse tun i olie. Rul et lille stykke køkkenrulle og sæt ned i hullet. Tænd køkkenrullen og du har nu et lys. Fisken kan spises efterfølgende.

Appelsinlys

Køb en stor og blød appelsin. Skær ind i skrællen rundt om appelsinens ækvator. Tag den halvdel af skrællen af, hvor stilken har siddet. Sørg for at den indre stilk ikke går  i stykker, da dette er lysets væge. Fyld skrællen med madolie. Tænd vægen med en lighter.

Fakkel af dunhammer

Går I på hiken forbi en sø med dunhammere, så pluk en god stak og tag dem med. Tør dunhammerne nær et bål eller en kamin. Når de er tørret dyppes de i smeltet stearin. Du har nu fakler til optaget. Det er desuden en skrøne at dunhammere skulle være fredede.


 

 

Materialer

Materialer kan variere, men kan være: Bivoks + væge Dunhammer + stearin Appelsinskal + olie Tun i olie + køkkenrulle

Deltagere

Min. 2

Max. 30

Mærker

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer