Skrubtudse han og hun
Albert Steen-Hansen
07-04-2020
Lær om "Vild natur, hvor du bor" gennem leg.

Skrubtudsen

Måske er skrubtudsen med de smukke, gyldne øjne egentlig en prins i haven? Du kan kende tudsen på dens vortede hud og på, at den kravler. Den store skrubtudse er en stedfast ven i haven. Den kan bo hos dig i mange år, for den kan nemlig blive helt op til 20 år gammel. Når skrubtudsen skal yngle, så kan den vandre flere kilometer til sit vante vandhul, hvor den lægger sine æg i en lang streng, som kan blive mellem 1-5 meter. Æggene kan kendes fra frøens æg, som ligger i klumper. Når skrubtudsen er færdig med at yngle, vender den hjem til sin faste bopæl.

Gør haven attraktiv for skrubtudsen ved at sørge for, at der er krat, kvas og skyggefulde, fugtige steder med masser af smådyr, som den kan spise. Der skal også være et vandhul inden for et par kilometer, hvor den kan yngle.

 

Skrubtudse vandring:

Se hvordan skrubtudsen vralter afsted med sine korte bagben, når den går den lange vandring. Den skal ned og lægge æg ved søen. Hunnerne producerer mellem 1.200 og 6.800 æg! Kan du vralte hele vejen ned til ”søen” med dine æg og tilbage igen – hvem kommer først?

1. Find 12 kartofler (eller hvor mange du synes) og 2 spande.

2. Stil spandene med lidt afstand i den ene ende. Del kartoflerne i to lige store bunker i den anden ende – Så er banen lavet.

3. Gå til start ved dine æg (kartoflerne) sammen med din modstander skrubtudse, sæt hver en kartoffel mellem benene og vralt ned til søen (spanden), hvor du kan ”droppe” dit æg i søen. Taber du dit æg på vejen eller rammer ved siden af spanden, må du tilbage til start og prøve igen.   

4. 3, 2, 1 – VRALT!

 

Digtet "Legende" af Harald H. Lund

Legenden fortæller, at Lærken engang
har fået af Tudsen sin dejlige Sang.
Den sad på en Tue blev ved med at lytte
og spurgte troskyldigt om de skulle bytte.
"Du faar mine Øjne, og jeg faar din Røst"
"Nuvel", sagde Tudsen, Ifald du har Lyst".
De rejste på Tuen et Skærmbrædt af Snerler,
Skruptudsen fik Øjne som ravlyse Perler.
Og Lærken fik Røsten, den jubled' og klang
indover Marker som Engle, der sang,
men nede paa Tuen sad Tudsen den stumme,
og tænkte: "Ak, kære, hvor Lærker er Dumme."
Legenden fortæller de særeste Ting,
men nede paa Jorden gaar Skæbner omkring,
der lader sig lokke af Skruptudsens Løgne
og sælger for Sange to barnlige Øjne.

Materialer

Kartofler og to spande

Deltagere

Min. 2

Max. 14