Alle dyr laver lort – og hvert dyr laver en type, der er helt speciel for dyret. Du kan lære de forskellige dyrs lorte at kende. Så kan du altid se, hvem der har været på spil, hvis du finder en lort i skoven. Samtidig fortæller lorten faktisk også noget om, hvordan dyret spiser, lever og opfører sig. 

Hvem har lavet hvad

Du kan se på lorten, om det er en planteæder, et rovdyr eller en fugl, der har lavet den. Nedenfor har vi forsøgt at beskrive nogle af de lorte, du kan støde på i din søgen. 

Planteædere

De fleste planteæderne laver en form for runde lorte, ofte med en lille spids. Der ligger oftest mange små runde lorte sammen:

Hjortelorte er næsten runde og sorte med en lille spids. De ligner de lakridser, der hedder saltbomber rigtig meget. Størrelsen varierer efter hjortearten.

Harens lort er rund og grønbrun. Du kan tydeligt se små dele af græs og andre planter i den.

Kaninens lort er lidt mindre end harens.

Muselorte er bittesmå, aflange og brune. Rottelorte er lidt større.

Flagermus laver også små aflange lorte. De består næsten kun af dele af insekter.

Fårelorte er også sorte og uregelmæssigt runde. Flere hænger ofte sammen .

Gedelort ligner fårelort lidt, bare mindre.

Kokasser er store, flade og smattede.

Hestepærer er store og runde.

Rovdyr

Rovdyrlorte er lange, pølseformede og knudrede. Tit kan du se rester af hår, fjer, ben eller skaller fra insekter i dem.

Rævelorten er 8 – 10 cm lang, sort og ender i en spids. Den ligger tit fint placeret på sten og grene, så alle kan se dem. Ræven bruger dem til at markere sit territorium. De har ofte en stærk lugt. Kig på dem, så kan du se hvad ræven har spist – det er ofte mus.

Grævlingens lorte ligner rævens, men grævlingen lægger dem i aflange huller, som den skraber i jorden med forpoterne. Gruberne er 10 cm dybe, og de bliver ikke dækket til med jord. Hvis du finder sådan et grævlingetoilet, kan du være sikker på, at der bor nogle grævlinge tæt ved.

Mårens lorte er 8–10 cm lange, snoede og ender i en spids. Skovmåren lægger sine lorte, så alle kan se dem, for at markere sit territorium. Duften er kraftig.

Pindsvinelorte: 3–4 cm lange. De indeholder ofte skaller fra insekter. Du kan finde dem på græsplænen i haven om morgenen.

Fugle

Fugleklatter kender du. Dem ser man alle steder. Der er en hvid del og en grå del. Den hvide del er fuglens tis – og den grå del er fuglens lort. Det hele kommer nemlig ud på samme tid gennem ét hul – det man kalder kloakåbningen.

Det er tit svært at se præcist, hvilken fugl der har lavet en fugleklat – men ved at kigge på klatten kan du se lidt om, hvilken slags fugl der har lavet den:

Flydende fugleklatter

Du kan nogen gange finde rovfuglenes klatter i skovbunden. Det ser ud, som om der er nogen, der har spildt maling i de visne blade, eller ned ad barken på et træ. Fuglen afgiver ofte en klat bagud, lige når den letter. Hvis du kigger på klatten, kan du se, hvilken vej fuglen er fløjet.

Rovfugle, ugler, kragefugle og måger gylper. De samler de dele af føden, som de ikke kan fordøje, i kråsen og gylper dem op igen. Du kan finde gylp fra fugle mange steder – og se små knogler og skaller i dem. Disse fugles klatter består næsten kun af den hvide del.

Faste fugleklatter

Sangfugle, hønsefugle og mange andre fugle gylper ikke. De laver derfor klatter, der består af både den hvide og den grå del.

Hvad er lort egentlig ?

Lort består af:

De dele af føden, som dyret ikke har kunnet fordøje, f.eks. plantedele, hår, fjer, bensplinter, kitinstykker fra insekter.

Små dele fra dyret, der har lavet lorten, f.eks. slim, celler fra tarmkanalen. 

Mange levende og døde bakterier.

Varighed

Materialer

Til indsamling i skoven: En rulle plastikposer. En bog om dyrespor – f.eks. ”Dyrespor fra pattedyr og fugle”, af Preben Bang og Preben Dahlstrøm, fra Gads Forlag. Se især oversigten på side 178 og 179. En kurv eller en rygsæk til at samle lortene i En sprittusch En notesblok og en blyant Til din samling: Vaskede mælkekartoner En gammel frugtkasse eller lav papkasse Et skur eller et udhus – eller et andet luftigt sted, hvor du kan gemme din samling.

Enheder

Deltagere

Min. 3

Max. 40

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer